NATO-Eurofighters i luften til TUI-fly
11-04-2019
To Eurofighters fra det italienske luftvåben blev sendt op til en Boeing 737-800 fra TUI, da flyet midlertidigt ikke havde kontakt med flyvekontroltjenesten.

Når et passagerfly i en kortere rum tid ikke har haft kontakt med flyvekontrollen på jorden, bliver der sendt jagerfly på vingerne.

Et sådan tilfælde udspillede sig tirsdag i luftrummet over Montenegro i det sydøstlige Balkan. En Boeing 737-800 med registrering D-ATYI fra det tyske selskab under TUIfly var af sted på rutenummer TUI6102 fra Frankfurt til Hurghada i Egypten, da det italienske luftvåben sendte to Eurofighters Typhoons i luften. Det skriver The Aviation Herald.

Flyet lå i 35.000 fods højde (10.670 meter, red.) nær Podgorica i Montenegro, da NATO-kommandoen beordrede de to jagerfly op til TUI-flyet for at lokalisere og identificere det visuelt. Flyvekontroltjenesten på jorden havde nemlig mistet kontakten med Boeing 737-flyet, hvorefter NATO-regler foreskriver, at der straks skal tages aktion af sikkerhedsmæssige grunde.

Eurofighter-flyene fik identificeret TUI-flyet, der fløj med cirka 830 kilometer i timen, og piloterne på passagerflyet fik genoprettet kontakten med flyvekontroltjenesten. Flyene fra det italienske luftvåben vendte herefter tilbage til Gioia del Colle-basen i det sydøstlige Italien. TUI-flyet fortsatte til Hurghada for en sikker landing omkring to timer og 40 minutter senere.

Italienske jagerfly over flere lande
Det italienske luftvåben har efter episoden rapporteret, at de to Eurofighters blev sendt af sted af NATO for at identificere TUI-flyet over Montenegro, da flyet ikke havde forbindeles til flyvekontrollen. Ved sådan en situation udsender luftvåbenet en såkaldt QRA (Quick Reaction Alert, red.) for hurtigst muligt at nå frem til det øjeblikkelige spøgelsesfly.

Siden juni sidste år har det italienske luftvåben været politiets øjne i luftrummet over Montenegro, skriver The Aviationist. Sidenhen har det græske luftvåben samarbejdet med Italien om opgaven. Herudover sørger det italienske luftvåben også for sikkerhed i luften over Slovenien og Albanien.

Foruden disse opgaver hjælper det italienske luftvåben også NATO ved at have fire Eurofighter Typhoons udstationeret i Island.

Flere fortilfælde med jagerfly
Det er langt fra første gang, at jagerfly bliver beordret i luften for at identificere civile passagerfly, der midlertidigt ikke har kontakt med flyvekontroltjenesten. I juli sidste år fandt eksempelvis to uafhængige hændelser sted inden for to dage.

Det italienske luftvåben blev dengang sendt af sted for at skabe visuel kontakt med en Boeing 737-800 fra hollandske Transavia over Bosnien. Dagen efter mistede en Boeing 777-300 fra Air France radiokontakten med flyvekontrollen et sted over Polen, hvorefter det tyske luftvåben blev sendt op på himlen for at identificere flyet. Ved begge hændelser fik passagerflyene genoprettet kontakten med flyvelederne på jorden.

 

Relaterede artikler:

Eurofighters hastede frem til kortvarige spøgelsesfly

F16-fly ledsagede KLM-fly med urolig passager

Parallel radiokontakt medvirkende til nærved-hændelse

© Cotra - Corporate Travel Denmark Majsmarken 1 DK-9500 Hobro Tel: +45 70 20 35 15 Fax: +45 96 40 15 20 info@cotra.dk