Ingen har lyst til at redde Alitalia
13-06-2019
Måneders forsøg på at redde det nødlidende, italienske flyselskab Alitalia ser lige nu ud til at være forgæves.

Den italienske regering har længe ønsket at lægge driften af det konkursramte statsejede flyselskab, Alitalia, ind under de italienske statsjernbaner, Ferrovie dello Stato Italiane. Jernbaneselskabet har da også gennem måneder forsøgt at stable et konsortium på benene og dermed finde investorer, der vil finansiere overlevelsen og den fortsatte drift af flyselskabet.

Som CHECK-IN.dk tidligere har omtalt, trak easyJet sig for nylig fra det konsortium. Og selvom den anden partner, amerikanske Delta Air Lines, i marts forsikrede, at man fortsat var interesserede i ”et muligt samarbejde med Ferrovie dello Stato og fastholde vores partnerskab med Alitalia i fremtiden”, så er redningsaktionen endnu ikke lykkedes.

Og de seneste udmeldinger fra den italienske regering nævner slet ikke Delta Air Lines med ét ord, så noget tyder på, at den amerikanske interesse for at redde Skyteam-alliancepartneren er kølnet. Delta Air Lines har selv også været tavse vedrørende sagen siden udmeldingen i marts.

Deadline forlænges
15. juni har længe været sat som deadline for, hvornår finansieringen skulle være på plads, men ifølge Reuters står den frist til at blive forlænget med 14 dage i håb om, at det er tid nok til, at parterne kan få enderne til at mødes.

Senest er infrastrukturselskabet Atlantia blevet nævnt som en mulig partner for Alitalia. Selv den italienske vice premierminister, Matteo Salvini, nævnte ifølge CNBC forleden på italiensk tv Atlantia som ”en naturlig partner” for Alitalia.

Atlantia driver blandt andet Flumencino-lufthavnen i Rom, der er Alitalias hovedhub. I den brede offentlighed er infrastrukturselskabet på det seneste dog mere kendt for at være det selskab, der drev den motorvejsbro, der kollapsede i Genova sidste år.

Tvivlsom partner
Atlantia ligger i øvrigt i strid med den italienske regering om blandt andet ansvaret for brokollapset, og ifølge flere medierygter vil infrastrukturselskabet kun agere redningsplanke for Alitalia, hvis regeringen begraver stridsøksen i den sag.

Selv afviser Atlantia dog, at selskabet overhovedet skulle være interesserede i at deltage i redningen af Alitalia.

”På spørgsmålet om Alitalia er selskabets stilling ikke ændret (…) så nyhedsrapporter om formodede tilbud, endog foreløbige, om en eventuel investering i et nyt Alitalia er grundløse,” skriver Atlantia i en kommentar til spekulationerne.

 

Relaterede links

easyJet opgiver italiensk konsortium

Medie: Alitalia har brug for én milliard euro

EasyJet og Delta bekræfter interesse i Alitalia

© Cotra - Corporate Travel Denmark Majsmarken 1 DK-9500 Hobro Tel: +45 70 20 35 15 Fax: +45 96 40 15 20 info@cotra.dk